PRESSEN OM EMIL HESS

Niels Overgård i Jazznyt:
Emil Hess Quartet: Now You hear it (Hessmusic/Gateway)
Emil Hess har igen fundet sammen med den amerikanske trommeslager Richard Huntley, som han helt tilbage i 1999 lavede det fænomenale album The Great Bridge sammen med. Siden har Hess lavet to plader med Huntley – den seneste er over 10 år gammel. Det er godt at de er sammen igen. For det plejer at være gode plader som Hess laver sammen med Huntley. Den aktuelle er ingen undtagelse. Tværtimod. Det er særdeles fine sager.
Ud over Huntley, medvirker den herboende canadiske bassist Graig Earle og den helt igennem danske Thomas Clausen på piano.
Tonen og stemningen er meget nordisk. Den lyriske og lettere melankolske stemning rammer med det samme. Hess har lavet nogle smukke kompositioner, som de fire musikere finder sammen omkring. Derudover er der også blevet plads til Drømte mig en drøm – der er den ældst kendte nedskrevne nordiske melodi og “The jazzstandard to end all jazzstandards” Body and soul. Kender man de to medlodier er man sporet godt ind på Emil Hess’ musikalske verden. Pladen er meget vellykket og placerer sig i god forlængelse af Danish Music Award vinderen To mum and Dad som han lavede sammen med brødrene i 3xHess i 2014.
emilhess.dk

 

2014 DMA Jury : Christian Munch-Hansen, Le Gammeltoft,  Stine Danving, Jes Halding, og belgiske Wim Wabbes, skrev om 3 x Hess: Music for Mum and Dad:
Nysgerrigt, modigt og ufatteligt tight. Musikken bliver ved med at overraske hele albummet igennem ogstemningen på pladen skifter flere gange – dog uden at tabe lytteren. Meget elegant!
Der bliver spillet fortrinligt sammen, og selvom der synes at blive leget og brudt rammer, så fremstår udtrykket hele tiden som en smuk helhed.
Vinderen af Danish Music Award Jazz 2014 i kategorien Årets danske Jazzudgivelse er:
3xHess for udgivelsen Music for Mum and Dad, Gateway.

Af Ivan Rod I Gaffa om 3 x Hess: Music for Mum and Dad.:

★★★★★ Fem Stjerner

Enkel, formfuldendt og overskudsbetonet triojazz af brødrene Hess

Ingen med blot den mindste kontakt til den danske jazzscene kan være i tvivl om, at brødrene Hess – Emil, Nikolaj og Mikkel – er uomgængelige figurer. Med henholdsvis saxofon, klaver og trommer har de sammen og hver for sig skabt sig nogle karrierer, der siger spar 2. Og dét i kraft af deres helt åbenlyse talent for/glæde ved at spille jazz.

Trods talent og glæde er Music for Mum and Dad brødrenes første fælles album. Men et album, det har været værd at vente på. Albummet åbner med en umådeligt smuk versionering af Paul Gerhardts og Johann Crügers salme Hjerte løft din glædes vinger, glider over i Emil Hess’ slow, men groovy blues, It Ain’t Over, fortsætter med Mikkel Hess’ næsten filmisk vemodige Super 8 og med Nikolaj Hess’ Goodnight (som må være en pastiche over Aviciis Hey Brother). De fleste af albummets numre er skrevet af de tre, hver for sig, kun ét er formelt kreeret i fællesskab, og alligevel fornemmer man hele vejen gennem albummet en stringens og et særegent slægtsskab de tre imellem, musikalsk såvel som mentalt.

Niels Overgaard i Jazznyt om 3 x Hess: Music for Mum and Dad.:

Hver for sig har brødrene Hess skabt nogle flotte karrierer. De har fra tid til anden også arbejdet sammen i forskellige sammenhænge. For første gang rykker de tæt sammen som 3xHess og laver en plade til deres forældre. Emil på saxofon, Nikolaj på klaver og Mikkel på trommer er alle tre vigtige musikere på den danske jazzscene. Her viser de hvorfor. Alle tre er virtuoser på deres respektive instrumenter. Der er en dyb professionalisme kombineret med evnen til at formidle så logisk og ligefremt.

Som brødre vi dele, siges der ofte. Her har brødrene delt komponisttjansen. De byder hver ind med tre kompositioner. Mikkel Hess har taget Ssshhhh med fra Hess is More mens Nikolaj Hess har taget Lullabye med fra Spacelab. Ellers fremstår musikken som spritny og sammenhængende. Det er dansk jazz i den allerbedste betydning. De er rundet af salmer og højskolesangbogen. De er rundet af melankolien. Det er jazz i den sangbare form. Jazz af den slags som pirrer følelserne. Der er New York og standards med i bagagen. Her på pladen har de valgt to gamle danske sange som de eneste ud over deres egne. Gerhardt/Crügers Hjerte, løft din glædes vinger og Jæger/Vejslevs Kirsten og Vejen fra Gurre.

Jeg tænker ikke at barndomshjemmet i Vejle var fyldt med larm og ballade, når jeg hører pladen. Der var musik og der var plads til det. De tre brødre har suget til sig af livet og har lavet en smuk hyldest til forældrene og det de har fået med sig i livet hjemmefra. Far Mogens skriver i digtet Anslag i CD-hæftet: “…Jeg fyldes op, fordybes, et rytmevæld, lys af lyd…”

Boris Rabinovitz i Jazz Special om 3 x Hess: Music for Mum and Dad.

Anbefalet

Det sjove ved denne plade er, at jo mere man lytter til den, desto flere fine detaljer og nuancer afslører den – og desto mere kommer man til at holde af musikken. Temaerne er I flere tilfælde så enkle, at de næsten kan tage sig uanselige ud. Og bortset fra bluesen It aint Over står også melodikken I cdéns øvrige elleve stykker så fjernt fra amerikansk jazz, at man kan være tilbøjelig til at opleve det som en mangel I rytmisk heseende. Men det er netop de forbehold, der forsvinder, når man lytter sig tættere ind på musikken.

Så opdager man, at hvor nært forbundet salmen Hjerte løft din glædes vinger, fremført I frit tempo er forbundet med Mikkel Hess´Super 8 og dermed også med Albert Aylers univers, som vi kender det fra dennes Spirits. Samme indtryk vækker Tony Vejslevs musik til Frank Jægers digt Kirsten og Vejen fra Gurre, hvor det er den danske folkevise, der tjener som indspiration. Der er dog den forskel, at Emil Hess aldrig bevæger sig helt op I det ekstatiske, og det er faktisk i god overensstemmelse med det danske temperament. Det er ligeledes Emil, der tegner sig for Arno, der har fået liv gennem sin helt særlige ´skæve melodiske accent´mens Nikolaj har begået en lille genistreg med sin Lullabye, et motiv, der på en forunderlig made bider sig selv I halen, og alene har han taget sig af den smukke Prelude For Those Who Where. En dejlig udgivelse, som alle tre brødre har deres andel i.

Stærkt vemodigt og gribende smukt soloalbum af dansk jazzsaxofonist

Af Ivan Rod Gaffa   ★★★★★ Fem Stjerner

Night Church er et usædvanligt album. Emil Hess er således ene kunstner på albummet, der er optaget i Vor Frelser Kirke i København. Og Hess er altså saxofonist! Hvor tit hører man det? En saxofonist der spiller solo i en time? Nej, vel? Dét sker ikke så tit. Men Hess gør det aldeles fremragende på Night Church, der er et uhyre velproduceret, klangfuldt album med en næsten organisk lyd. Albummet, der er indspillet live (dog uden at man hører et publikum), er helt åbenlyst blevet optaget i et rum med en storladen akustik. Hess spiller skiftevis sopransax, altsax, tenorsax, klarinet og basklarinet. Og hans vekslen mellem de fem instrumenter giver en fin variation i udtrykket. 20 af albummets 23 numre er hans egne, tre er lånt materiale. Men hele materialet hænger sammen i et melodiøs, lidt højstemt og uhyre smukt, længselsfyldt og vemodigt udtryk.

Albummet lægger fornemt ud med Hess’ eget nummer, A Tale For Those Who Were, og afsluttes lige så fornemt med den gamle folkesang Sorrig og Glæde. Disse to numre danner ramme om det gribende smukke.

af Niels Overgård JazzNyt om Emil Hess Night Church

Solosaxofon optaget i et kirkerum er en stemningsmættet affære. Saxofonisten Emil Hess har indspillet sit nye album Night Church i Vor Frelser Kirke i København. Der er i sagens natur en masse rumklang på saxofonen når den bliver spillet midt i et kirkerum. Men det er ikke kun lyden der giver den stemningsmættede og nærmest spirituelle oplevelse. Emil Hess har fanget noget i rummet, tiden og roen og skabt en af de mest bemærkelsesværdige danske jazzudgivelser i 2012. Han har skrevet hovedparten af numrene på pladen, hvor han både spiller på tenor-, sopran og altsax samt klarinet og basklarinet.

Det ville være for enkelt at kalde det new age-musik, dertil er der alt for megen substans i Hess’ musik. Men det kan bruges som musik til eftertænksomhed, musik til at understøtte ro og samle tankerne. Udfordringen for mig som lytter er stor. Der er så meget omkring mig der slås om min opmærksomhed. Det allerbedste ville være muligheden for at sætte sig på kirkebænken, nyde Hess’ saxofon, lade hovedet slappe af og få pulsen helt derned, hvor man også kan følge med. En gang imellem spiller han i kirken, så er det med at benytte lejligheden…

Men jeg har CD’en og tak for det, Emil Hess. Tak for roen. Der er ingenting i verden så stille som sne hedder en af de melodier som vi kender i forvejen, der er med på pladen. Jeg har altid elsket den billedskabende titel. På samme måde vil jeg elske dette album der ikke kun skaber stemninger og billeder. Men rent faktisk også formår at få mit hoved til, at slappe så meget af, at der ikke skabes en masse nyt tankemateriale. Musik der får mig til at være…

Anmeldelse fra http://jazznyt.blogspot.com/ onsdag, oktober 28, 2009 af Niels Overgård

Nidobbelt fedt
Emil Hess Evolution Orchestra: Do. (Calibrated)

Et stort orkester, ikke et big band, ikke en trio men et stort orkester! Det er altså fedt. Det vækker dejlige musikalske minder. Fredrik Lundin Overdrive, Miles Davis’ orkester på Birth of the cool, Charles Mingus’ Mingus Dynasty…know what I mean, know what I mean? Nudge nudge. Say no more.

Emil Hess har også et forhold til et stort dynamisk orkester. Ikke et powerband med kul på, men et stort orkester fordi det åbner op for en masse nuancer og detaljer. De sidste 8 år har han ledet et orkester der spiller hans musik. Nu er han endelig klar til, at præsentere musikken på en CD. Det er ikke en specielt stringent plade. Hess fortæller selv i covernoterne om de forskellige numre, der bla. præsenterer inspiration fra New Yorker grooves, tango, Miles Davis’ Blue in green, ballader, modaljazz og folk.

Det er en plade der viser Emil Hess’ knivskarpe overblik og fine evner som komponist og bandleder. Han leder et orkester bestående af en flok stærke musikalske personligheder, hvor blæserne Simon Spang-Hanssen på sax, Thomas Fryland på trompet, Klaus Löhrer på basun og tuba og ikke mindst Philip Andersen på valdhorn er med til at give musikken et klædeligt særpræg. I rytmegruppen med Ayi Solomon på percussion, Kasper Tagel på bas og Chano Olskær på trommer og Søren Lee på guitar, glædes mine ører over at lytte til specielt Søren Lee, der har fået den let pop-inspirerede Something beautiful som feature.

Emil Hess ´ indsatser (ikke mindst på basklarinet) giver også løfter om noget der kan vokse sig stort. Falgren og Hess har herlig respekt for instrumenternes (jazz)historie, koblet med ungdommelig vilje til at give fanden i historien, og bare spille i nuet –
Anders Kierkegaard i jazzspecial om ToneArt ensemblets CD ” “2003 “

Dejlige melodier … en masse god musik.Hess har samlet et yderst kompetent hold til at spille sin musik. Huntley spiller energisk, velovervejet og skaber fremdrift. Clausen er både fin solist og god akkompagnatør; Søren Lee bidrager med fint, ofte bluesbaseret guitarspil. Hess selv spiller idérigt og med en på samme tid afspændt og kraftfuld tone.  
Jan Strand i Jazzspecial om ”Skovens Nat”

Dette sensitive, stilfærdige jazz-album afføder umiddelbart en trang til at følge i komponistens spor, ind i urskovens inderste, ind blandt skovvæsner og magiske naturfænomener. Så interessant er hans udforskning. Hess er kun 36 år, men – at dømme efter kompositionerne på dette album – et talent, der helt åbenlyst er i kontakt med de strømførende lag, som moden kunst opstår ud af…. helhedsindtrykket er umiskendeligt: Hess er med sin sax på en dybt interessant opdagelsesrejse sammen med resten af besætningen: Søren Lee (guitar), Thomas Clausen (klaver), Marc Davis (bas) og Richard Huntley (trommer) .
Ivan Rod GAFFA om Skovens Nat

 ***** 5 stjerner ud af 6 Emil Hess har ladet sig inspirere af skoven ved nattetid på cd’en ”Skovens Nat”, og det er der kommet en drømmedejlig plade ud af. Det er, som om emnet er blevet en sand og sanseåbende kilde tid til musikalsk inspiration. Pladens ni numre er mættede og stemningsskabende og har titler som ”Diset Drøm”, ”Solsortens Sang”,”Grævlinge Groove”, ”Alfetagfat”, ”Murren I Muld”, og ”Parringsduel” – hvor den sidste er en ilter, lystig og varmblodig ting. Der er plads til munterhed i musikken, men generelt bliver der spillet med en nænsom, lyrisk og særdeles nuanceret og organisk tone.
Jørgen Bollerup Hansen i Århus Stiftidende om ”Skovens Nat”

Fremragende ”jazz”-CD . Når jazz står i anførelsestegn, er det fordi det faktisk kun er musikkens fundament, der trækker på jazzen. Kompositionerne og det eminente spil er så uendeligt meget mere. Undervejs snuses der til funk, acid jazz, gospel, latin, folkesange m.m., alt sammen spillet med et overskud og overblik – og ikke mindst med en klar sammenhængende rød tråd gennem musikken, der gør dette til en af spydspidserne i årets hidtidige jazzudgivelser.
Troels Skærbæk i Musikeren om ”The Great Bridge”

 Tenorsaxofonisten Emil Hess ´ ”Reflections on New York” vari sin let elegiske karakter et fornemt værk …Different Neighborhoods var endnu et velarrangeret stykke af Emil Hess .
Boris Rabinovitsch i Politiken om ToneArt-ensemblets uropførelse af to værker af E.H.

Emil Hess´” Reflections On New York” var solidt fremadskridende, beskrivende og stemningsmættet …– også i Emil Hess´ ” Different neighborhoods”, hvor der pludselig blev plads for ukopliceret, råswingende jazz - .
Kjeld Frandsen I Berlingske tidende.

All but the two standards were composed by Hess and each song has aspects that stand out. “East Village” utilizes a New Orleans rhythm,”Waltz for Jette” is a lyrical ballad feature for Hess soprano, “Blackwells Island” becomes a tenor-drums duet and “the Great Bridge” is a Bluish ballad. The cooking “Bessie´s Blues” is taken by soprano by Hess who swings and does not sound derivative of John Coltrane. “Late Night in New York ” is moody and introspective, “212 West 91 st cooks on rhythm changes and “Dance In The Morning Mist” is another colourful original. “Everything Happens To Me” is taken as a tenor-bass duet, “ Midnight Express” is a wistful closer. There is solo space for each of the musicians but Emil Hess is the main voice throughout and really distinguishes himself. Recommended.
Scott Yanow i “Cadence: The review of jazz & blues. Creative improvised music” New York

Mit favoritnummer er tenorsaxofon-basduoen Pigen med den røde hat, i hvilken Hess viser sig som en solid Sonny Rollins discipel, både som musiker og komponist. I det hele taget er det Hess, der løber med den plade. Han har virkelig stor autoritet – og samtidig sans for at tæmme sit udtryk og konstant gøre det levende og meningsfuldt.
Kjeld Frandsen Jazz Special

Og her er det ikke mindst Hess´ tørt stoflige sound på tenoren og en mobil, lidt cool frasering, der er attraktionen.
Jørgen Sigumfeldt Berlingske Tidende

 Så blev det heldigvis tid for Emil Hess ´ New Life , et stykke stramt og velskrevet og velafleveret bebop. – Mest markant blandt blæserne var dog nok Emil Hess, der med sit autoritative Sonny Rollins-influerede tenorsaxspil markerede sig som et talent, man i høj grad bør holde øje og øre med.
Kjeld Frandsen, Berlingske tidende

Fire stjerner – Frækt, råt, aggressivt, overlegent – Ingen Lalleri.
PN Ekstra Bladet om Hess/Huntley

Niklas Winter s og Emil Hess intelligenta gitarr- resp. saxsolon var som manna for öronen .
Mats Liljeroos Huvedstadsbladet Finland

 Inderligt og dybfølt udtrykte han sig i balladerne ”My One and Only Love” og ”Good Bye Pork Pie Hat” og med saft og kraft i Charlie Parkers ”Antropology”, hvor han havde skiftet tenorsaxen ud med sopran.
Troels Huldgaard Århus Stiftidende

Waltz for Jette är et stillsamt og vackert stykke – Ett avvikende nummer är: A Tale for Those Who Were, där sopransaxen är fylld af vemod og nordisk blues. Emil Hess är en interessant musiker. Hans spel är fyllt av jazztradition där John Coltrane finns med, men mest är det en blanding af sådana hjältar som Zoot Zimms och Hank Mobley – Mycket rund og rytmisk.
Torsten Eckerman i Jazz Stage Sverige om E.H.´s kompositioner og spil

Emil Hess førte sig frem med et solidt spil, der både i kraft af intensitet og en egen tør lyd kunne lede tankene hen på Charlie Rouse.
Kjeld Frandsen Berlingske Tidende

Der er en tydelig og smukt melankolsk nordisk tone over denne CD med tenorsaxofonisten Emil Hess og guitaristen Niklas Winter . Fire stjerner.
Per Calum Jyllandsposten